På Kommunikationscentret kan du få en større forståelse for din diagnose og hjælp til at håndtere de udfordringer, der følger med. Det kan være du mangler tidsfornemmelse, har tankemylder, har svært ved at kontrollere dine følelser eller måske nemt bliver overvældet lyd, lys eller andre indtryk. Afhængigt af dine specifikke vanskeligheder kan du få individuel vejledning eller være med på et hold sammen med ligesindede.
Individuel vejledning
I et individuelt forløb taler du med en vejleder om din diagnose, og hvordan netop du er påvirket af den. Jo
bedre du kender dig selv og din AD(H)D, des bedre kan du forebygge problemer og forklare andre, hvad du har brug for. Sammen med vejlederen finder du frem til, hvordan du bedst kan håndtere barrierne for at kunne leve det liv, du ønsker.
Hvis du har behov for det, kan vi inddrage dit netværk og sætte flere ord på dine oplevelser og reaktioner. Vejlederen kan også være med til møder i kommune, jobcenter eller andre steder, hvis det er relevant.
Holdforløb
Sammen med ligesindede arbejder du med dine udfordringer i et trygt miljø. Her får du mulighed for at afprøve strategier til at håndtere dine vanskeligheder og planlægge konstruktive løsninger. Der vil blive arbejdet med følgende emner:
Forståelse af diagnosen og hvordan den påvirker hverdagen
Koncentration, opmærksomhed og tidsfornemmelse
Kommunikation, misforståelser og antagelser
Sociale relationer, selvforståelse og maskering
Energiforvaltning
Sideløbende med holdet kan du blive tilknyttet en individuel vejleder, som du mødes med mellem holdgangene. Vejlederen kan hjælpe dig med at tilpasse strategierne til lige præcis dine udfordringer med uddannelse, job, fritid, familieliv eller hvad din hverdag er fyldt af.
Et holdforløb kan
være af kortere eller længere varighed afhængigt af deltagernes behov. Vores længste holdforløb strækker sig over 15 uger (videoen nedenfor er optaget på dette hold).
I filmen herunder kan du høre om et af vores holdforløb og møde et par tidligere deltagere.