Øjenproteser

​Kommunikationcentret kan levere øjenproteser, hvis du har brug for et kunstigt øje, eller hvis du skal have udskiftet et, du allerede har.

Hvad er en øjenprotese?
Hvis du har mistet et øje ved sygdom eller ved en ulykke, kan det blive erstattet af en øjenprotese. En øjenprotese er en kosmetisk erstatning for det rigtige øje, og protesen kan ikke give dig synet tilbage.

Hvad skal du gøre?
Du kan søge om en bevilling til en øjenprotese telefonisk eller skriftligt. Ring til Kommunikationscentret på 4511 4600 eller udfyld et ansøgningsskema. Det kan du få på et hospital, hos en øjenlæge eller hos os.​

Hvis du ikke tidligere har haft øjenprotese, får vi måske brug for uddybende oplysninger fra hospital eller øjenlæge. Du skal give samtykke til, at vi indhenter oplysninger andre steder fra.
Det er vigtigt, at du søger bevillingen inden du bestiller tid hos din protesemager. Vi sender en bevilling til dig, som du skal tage med til protesemageren.

Sagsbehandlingstid
Hvis vi ikke har brug for flere oplysninger end dem vi fik, da du søgte, kan du få din bevilling i løbet af en uges tid.

Øjenproteser i acryl og i glas
Som udgangspunkt giver Kommunikationscentret støtte til den bedst egnede og billigste protese.

Der er to typer øjenproteser:
  • Øjenproteser af acryl
  • Øjenproteser af glas
Acrylproteser
Efter en operation får du ofte en midlertidig acrylprotese, mens den endelige protese fremstilles.

Du er som udgangspunkt berettiget til udskiftning af en acrylprotese efter fem år.  Selvom du har behandlet og rengjort protesen efter protesemagerens forskrifter, kan der forekomme slitage eller fysiske gener som gør, at protesen skal skiftes inden de fem år er gået. Enkelte brugere vil måske opleve, at deres protese er blevet for lille eller for stor.

Hvis du oplever gener
Oplever du store gener før der er gået fem år, skal du ringe til os.Hvis der kun er behov for en efterpolering, kan du kontakte din protesemager direkte.

Fordele ved en acrylprotese:
  • ​Kan ikke gå i stykker
  • har en bedre pasform
  • matcher udseendet på det andet øje
  • kan ’justeres’
  • er lettere end en glasprotese
  • er mindre følsom overfor temperaturskift
  • har en lang holdbarhed
Ulemper ved en acrylprotese:
  • blødere overflade
  • kan have spændinger i overfladen
  • det kan være nødvendigt med efterpolering
  • det er et dyrere materiale
Glasproteser
Du kan få udskiftet en glasprotese efter 1½ års brug. På trods af, at protesen behandles og rengøres efter protesemagerens forskrifter, kan der forekomme slitage eller fysiske gener - fx i form af øget mængde sekret.

Enkelte brugere oplever måske, at deres protese er blevet for lille eller for stor.
De fleste brugere har ingen gener og kan derfor beholde protesen i hele perioden.

Hvis du får gener
Hvis du får store gener før der er gået 1½ år, skal du ringe til os.

Fordele ved en glasprotese:
  • hurtig levering
  • hård overflade
  • der er sjældent spændinger i overfladen
  • unødvendigt med efterpoleringer
  • billigere materiale
Ulemper ved en glasprotese:​
  • den kan gå i stykker
  • følsom overfor temperatur
  • tungere end acrylproteser
  • kort holdbarhed
Redaktør