Synsvanskeligheder - lær at håndtere hverdagen som svagtseende

Du kan lære at håndtere de fleste daglige gøremål, selvom det kniber med synet. Tal med en synskonsulent fra Kommunikationscentret. 

​​

Når øjenlægen ikke kan gøre mere
Når synet svigter, kan hverdagen blive en udfordring. Det kan blive svært at læse, se tv, købe ind og færdes sikkert i trafikken. Men fortvivl ikke, selvom øjenlægen har givet op, og briller ikke hjælper tilstrækkeligt. Der er stadig meget, du kan gøre, for at få hverdagen til at fungere.  

Brug det syn, der er tilbage
Uanset hvor lidt du ser, kan du lære at klare de fleste daglige gøremål. 
På Kommunikationscentret underviser vi i Almindelig Daglig Levevis (ADL), hvor du lærer nye teknikker og hjælpemidler at kende. Du kan fx lære, hvordan du laver mad, spiser og skænker i glas uden at være afhængig af synet. 

Der findes mange hjælpemidler, der forstørrer det, du ser. På Kommunikationscentret kan du afprøve et elektronisk forstørrelsesapparat (CCTV), en læselup og andre former for lupper. Vi har også ure, spillekort og andre ting, som er fremstillet i større formater eller med større typer.
 
Brug ørerne
Som svagtseende kan du bruge lyde til at orientere dig efter. Akustikken i et rum og lyden af dine fodtrin giver information om det sted, du befinder dig. Det kan du bruge, når du færdes indendørs og udendørs. Kommunikationscentrets synskonsulenter underviser i mobility,  som betyder, at du lærer at bevæge dig sikkert i trafikken. Ud over din hørelse, kan du lære ruten godt at kende, og du kan bruge en stok. 

Ørerne kan du også bruge, når du læser. En lydbogsafspiller giver adgang til både skøn- og faglitteratur. Med et dokumenteret synshandicap kan du få abonnement til  Not​a (tidligere "e17"), som er et landsdækkende bibliotek, der producerer lydbøger og e-bøger til svagsynede, ordblinde og andre, der har svært ved at læse almindelig tekst. Vores synskonsulent kan hjælpe dig med at søge om gratis abonnement.  

Bedre syn med det rigtige lys
Godt lys er det vigtigste hjælpemiddel for svagtseende. Du ser meget bedre, når lyset er justeret efter dit syn. Hvis du bruger briller eller lupper, udnyttes de bedst med den rigtige belysning. Vi kan hjælpe dig med at få den optimale belysning hjemme og på en evt. studie- eller arbejdsplads. Hvis du har brug for at tage lyset med dig, findes der briller og lupper med indbygget lys. 

Computer, tablet og smartphone 
Der er masser af muligheder for svagtseende: Brug mobilens skærmlæser og få læst dine beskeder og søgeresultater op. Eller zoom helt ind, når du har fundet et billede eller andet, du gerne vil kigge nærmere på. Mange enheder har indbyggede hjælpefunktioner, som giver dig adgang til forstørrelse, oplæsning og endda en intelligent assistent, så du kan betjene din enhed med stemmen. Der findes også software og apps med udbyggede hjælpeprogrammer til blinde og svagtseende. Mange har brug for hjælp til at lære at bruge funktionerne, og her er Kommunikationscentret det rigtige sted at henvende sig. 





Redaktør