Gå til hovedindhold

​​​​

Lysudredning af svagsynede borgere

​N-Lited er en ny metode til at støtte borgere med synsvanskeligheder i at se ved hjælp af optimalt lys.

Første validerede lysudredningsmetode

Det rigtige lys er afgør​ende for borgere med nedsat synsevne. Fra at være afhængige af hjælp under almindelige lysforhold, kan individuelt tilpasset lys gøre svagsynede borgere i stand til at klare mange gøremål selv. Det beviser N-Lited, som er den første validerede lysudredningsmetode, der benyttes i Danmark.

Kommunikationscentret deltager i toårigt projekt

N-Lited metod​​​en er udviklet af Center for Specialundervisning i Slagelse med støtte fra Velux fonden. Resultaterne er så overbevisende, at metoden nu udbredes til syv andre synscentre, herunder Kommunikationscentret.

"Vi deltager i et toårigt projekt​, der skal opskalere og tilpasse metoden, så den på sigt kan bruges i hele landet", fortæller synskonsulent Dorte Lund Hansen, som er uddannet i metoden sammen med sin kollega Susanne Lundquist. 

Indvielse af lyslaboratorium

Kommunikationscentrets lyslaboratorium skaber optimale rammer for at deltage i projektet. Lyslaboratoriet åbnede i​​ maj 2022, præcis samtidig med projektets opstart. Dermed blev lokalerne indviet sammen med de første svagsynede borgere, der deltog i projektet.

Motiverede borgere

De borgere, som inviteres ind i projektet, er motiverede og har ressourcer til at indrette deres hjem med den optimale belysning. De skal nemlig selv sørge for at implementere løsningerne, gerne sammen med deres samlev​er eller anden nærmeste pårørende. Derfor inviteres pårørende også med til møderne.

"Målet er at finde frem til d​​et individuelle lys, der passer optimalt til borgerens hjem og eventuelle arbejdsplads", fortæller Susanne Lundquist og tilføjer, at der også kan være brug for transportabelt lys, som kan tages med andre steder, hvor borgeren færdes.

Udfordringer kortlægges

Indsatsen starter med et såkald​​t narrativt interview hjemme hos borgeren. Her kortlægger synskonsulenterne, hvilke udfordringer borgeren har med at se i løbet af en dag.

"Vi stiller åbne spørgsmål for ikke at trække noget ned over hovedet på nogen. Det er borgernes egen oplevelse af, hvad de kan og gerne vil, der vægter højest", fortæller Dorte Lund Hansen.

Synskonsulenterne måler det eksisterende lys i hjemmet og tager billeder af de aktiviteter, som borger har svært ved at udføre pga. synet.

Principper for indretning med god belysning

Næste møde foregår i lyslaboratoriet, hvor lyset indstilles lige som i borgerens hjem. Herefter afprøves mange forskellige lamper for at finde frem til, hvilke der fungerer bedst for borgerens øjne under dagligdags aktivitete. Undervejs bliver borger og pårørende undervist i lysets betydning, lampers placering og andre principper for indretning med god belysning.

Til sidst får borger og pårørende de billeder med hjem, som blev taget under aktiviteterne i hjemmet. Billederne er nu suppleret med specifikationer og tegninger af de anbefalede lyskilder og deres placering. Ud fra anbefalingerne kan hjemmet således indrettes med lamper, som lever op til specifikationerne, og som samtidig passer familien stilmæssigt og økonomisk.

En systematisk tilgang

Det er ikke nyt for synskonsul​enterne at arbejde med at skabe gode rammer for belysning. Det nye er den systematiske tilgang og den aktive inddragelse af borger og pårørende i løsningen og implementeringen. Dorte og Susanne er enige i, at: "Metoden hjælper os til at skabe gode rammer på en struktureret måde".​








Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden