Langt fra alle børn på 3Kløveren har autismespektrumforstyrrelser, men alligevel gør det sig gældende for langt de fleste, at de trives bedst i en struktureret, forudsigelig og genkendelig hverdag, alene på grund af deres udviklingsalder.
Strukturen tilbyder tydelige rammer, som gør det muligt for børnene at forstå, hvad de skal i løbet af dagen og ofte også, hvor de skal det henne, og hvad de skal bagefter. På den måde bliver strukturen en del af kommunikationen til barnet, og hverdagen bliver genkendelig og håndgribelig. Det betyder også, at stressniveauet sænkes, fordi barnet får overblik over og viden om, hvad der skal ske. Derudover oplever vi, at en struktureret hverdag kan være med til at give børnene mere selvstændighed, da de selv kan orientere sig og ikke altid behøver at søge overblik og information fra personalet.
Det er vigtigt at understrege, at struktur ikke er det modsatte af spontanitet. Tværtimod viser vores erfaring, at der netop bliver plads til spontaniteten, da overskuddet øges, når børnene ikke behøver at koncentrere sig om både rammer - hvad skal jeg? - og indhold - hvordan skal jeg gøre det, jeg skal? Mere konkret kan struktureret pædagogik være en visualiseret dagsstruktur, hvor barnet selv kan orientere sig i, hvad der skal ske og give sine ønsker til kende. Det kan også være faste og genkendelige rutiner, som er uafhængige af, hvem barnet er sammen med.