Hjernerystelse opstår ved en skade, hvor hjernen ”rystes” uhensigtsmæssigt mod kraniekassen. Afhængigt af skadens sværhedsgrad kan der medfølge bevidsthedstab og hukommelsestab. Hjernerystelsen kan give skader på nervebanerne og i støttevævet. Skaderne er så små, at de ofte ikke er synlige ved scanning eller neurologisk undersøgelse. Alligevel kan de medføre, at dele af hjernens funktioner midlertidigt kobles fra, og der opleves symptomer.
Hjernerystelse kan give følger som:
smerter
svimmelhed
kvalme
træthed
øget stressbarhed
lydfølsomhed
lysfølsomhed
koncentrationsproblemer
nedsat hukommelse
Du kan også have problemer med:
at planlægge og organisere din hverdag
at formulere dig og deltage i samtaler
at læse og huske det, du har læst
at se på en skærm uden at få gener
at overskue komplekse situationer og handle hensigtsmæssigt
at være sammen med mange mennesker på en gang